I modsætning til den modernistiske paradigme, der primært var fremherskende før 1990, hvor eksperterne kan finde frem til universelle og entydige værdier om, hvad der er rigtig og hvad der er forkert. Når den professionelle ses som ekspert forudsættes der, at eksperten kender svarene bedre end den, der ønsker hjælp, tager postmodernismen afstand fra dette paradigme ved at hævde, at der ikke findes universelle værdier.

Tværtimod har alle mennesker et unik verdensbillede og danner værdier, der giver mening for den enkelte, men som kan være forskellige fra andres værdier. Vi er alle deltagere i sociale sammenhæng, hvor vi bidrager med vores særlige forståelse af verden. Ekspertforståelsen er derfor en illusion, da eksperters forståelse af ”virkeligheden” blot er én forståelse blandt mange andre lige værdier og ligegyldige forståelser af virkeligheden.

Den postmodernistiske måde at anskue verden på startede omkring 1990 og vinder mere og mere ind. Intet er nødvendigvis sandt, fordi det er en videnskab, men vi stiller spørgsmål ved udviklingen og er kritisk over for det. Vi tror ikke længere på autoriteterne. Det er ikke muligt at finde den endelige sandhed om noget. Det der er korrekt og rigtigt i dag, er måske forkert i morgen! Således findes der hellere ikke den eneste rigtige terapeutiske metode.

Postmodernismen er således et overordnet paradigme, der betegner et verdensbillede og en ramme, som vi forstår verden igennem. Indenfor postmodernismen findes de socialkonstruktionistiske teorier. Både den systemiske teori og den narrativ teori er socialkonstruktioniske teorier. Der er derfor mange områder, hvor systemisk og narrativ teori har samme forståelse, både af verden og organisationer. Nogle af fællesnævnerne kan være følgende: 

-       verden er social konstrueret

-       verden konstrueres gennem sproget

-       sandheden som en universel historie eksisterer ikke

-       sproget repræsenterer ikke virkeligheden, men skaber den

-       at tale og fortælle er en social handling

I socialkonstruktionismen tanken er relationen en grundpille. Det handler om, hvordan ting hænger sammen i en social kontekst. Det er ikke nok at vide, at vi ér som mennesker, men det er det der sker i relationen mellem mennesker der er interessant, og vi skaber konstant os selv i relationer, vi indgår.

Der er fokus på sproget og viden opstår i relationen dvs. Uden interaktion/relation eksisterer viden ikke – viden er på mentalt plan – ikke en magt, men en mulighed. Til forskel fra konstruktivister, som mener at realiteten er et produkt  af vores individuelle strukturer, mener socialkonstruktionister, at alt hvad vi forstår som virkelighed findes gennem kommunikations- processer. Kenneth J. Gergen siger at vores forståelse af selvet, andre og omverdenen er produkter af de sproglige udvekslinger, som har karakteriseret vores liv. Erkendelsesprocesser forgår derfor ikke ”inde i hovedet”, som konstruktivister påstår, men derimod ude i sproget, kropssproget og andre nonverbalt sprog.