Adskillige tidligere undersøgelser over virkningen af psykoterapi og medicinsk behandling ved depression har alt i alt tydet på, at disse to meget forskelligartede behandlingsmetoder giver nogenlunde lige gode resultater.

Det gælder i hvert fald, når man opgør resultaterne lige efter en behandlingsperiode på fire til seks måneder. Terapi betyder her kognitiv terapi og interpersonel terapi.

Den kognitive terapi arbejder især med at styrke den deprimeredes evne til at modstå belastninger i tilværelsen ved at udvikle nye tanke- og adfærdsmønstre, der sætter denne bedre i stand til at løse de psykiske problemer, der skaber den deprimerede tilstand.
Den interpersonelle terapi arbejder især med at løse de kontakt problemer fx problemer i parforhold eller problemer med ensomhed – som ofte ligger bag deprimerede tilstande.

Man kan sige, at de to terapiformer overvejende arbejder på henholdsvis indre og ydre fronter i den deprimeredes psykologiske problemfelt. De to terapiformer virker tilsyneladende lige godt, når man ser på resultaterne lige efter et behandlingsforløb, men kun kognitiv terapi har vist en særlig evne til at forebygge tilbagefald med nye depressioner senere hen.

At kognitiv terapi har en særlig evne til ikke blot at helbrede en akut depression, men også forebygge nye depressioner, har affødt en betydelig interesse i nyere tid, især fordi det har vist sig, at den nok så udbredte pillebehandling slet ikke har denne evne til at forhindre senere tilbagefald.

Tværtimod ser det ud til, at der efter endt pillebehandling er en forhøjet tendens til nye depressioner, som så ofte medfører nye pillebehandlinger, hvilket hyppigt bliver til en skrue uden ende.

Dette erkendes da også af de fleste tilhængere af pillebehandling, der faktisk i de senere år er begyndt at anbefale,at folk, der har fået pillebehandling efter to eller flere depressioner, nok hellere må belave sig på at spise pillerne resten af deres liv!

Denne udvikling inden for pillebehandling af depressioner er interessant, ikke blot fordi alle slags piller imod depression har bivirkninger, som man så må finde sig i resten af livet, men også af økonomiske grunde.

Det kunne måske undre, at pillebehandling er så udbredt i vore dage i forhold til psykoterapi, når der er videnskabelige beviser for, at de to "kure", virker nogenlunde lige godt. Men forklaringen er nok overvejende den, at pillebehandlingen er langt billigere end terapi – i første omgang!

En psykologisk depressionbehandling over seks måneder koster oftest to til tre gange så meget som en pillebehandling. Men nu har et amerikansk forskerhold stillet sig det indlysende spørgsmål: Hvis en person med tendens til depression kan nøjes med terapi i fire til seks måneder og så oveni en reel forbedring af humøret bliver beskyttet mod tilbagefald uden yderligere behandling,

kan det så ikke i det lange løb være billigere end årelang behandling med piller?

De amerikanske forskere har undersøgt spørgsmålet i en ny stor undersøgelse og svaret er et ganske overbevisende ja! I denne nye undersøgelse sammenlignede man som i de tidligere undersøgelser først virkningen af pillebehandling og terapi i to store grupper af patienter, der havde ca. lige stærke depressioner ved starten af undersøgelsen.

Efter en behandlingsperiode på fire en halv måned viste det sig, at 49 % af de pillebehandlede var blevet raske efter en klinisk vurdering, imens flere, 62 % af de patienter, der havde fået kognitiv terapi var blevet tilsvarende raske. Noget tilsvarende er fundet i adskillige tidligere undersøgelser, men som noget helt nyt fortsatte denne nye undersøgelse med at følge de to grupper af ”raske” patienter i de efterfølgende to år for at studere hyppigheden af tilbagefald.

De patienter, der var blevet raske af pillebehandlingen, blev ved starten af 2 års perioden delt i to lige store grupper. Den ene gruppe fik (uden at vide det) placebopiller i det første år, imens den anden gruppe fik rigtige piller. Da det første af de to år var gået, viste det sig, at gruppen, der kun havde fået snydepiller, havde haft tilbagefald med en ny depression i 60 % af tilfældene.

I gruppen, der havde fået virksom medicin i dette 1 år, var der lidt færre, men stadig ret mange, der havde fået tilbagefald på trods af en vedvarende pillebehandling, nemlig omkring 50 %.

I gruppen, der tidligere havde fået kognitiv terapi, var det endnu færre, der havde fået nye tilbagefald i det første år efter terapien, nemlig kun 33 %.

Resultatet af opgørelsen efter det første år efter den oprindelige behandlingsperiode med terapi eller medicin viste altså to ting: At fortsat medicin virkede lidt – men også kun lidt bedre end snydepiller, men tidligere kognitiv terapi i året efter endt terapi ikke alene gav færre tilbagefald end hos patienter, der var stoppet med medicin, men også færre tilbagefald end hos de patienter, der fortsat fik medicin.

Da det første år var gået  standsede man også pillebehandlingen i gruppen, der havde fået rigtige piller i det forløbne år, og fulgte disse patienter videre i et år til. I dette andet år fik de patienter, der tidligere havde fået kognitiv terapi (for et år siden), og som stadig var ”raske” ved årets begyndelse, kun tilbagefald i 18 % af tilfældene,

imens ikke mindre end 72 % af de patienter, der fik standset deres medicin, fik tilbagefald i løbet af dette 2 år.

Tilsammen viser disse resultater, at en kognitiv terapi udført af kompetente behandlere, ikke alene virker lige så godt eller endda lidt bedre end medicin i første omgang, men at den kognitive terapi også to år efter endt behandling giver færre tilbagefald, selv når man sammenligner med patienter, der fortsat får piller - og langt færre end patienter, hvis pillebehandling på et tidspunkt afsluttes.

Den amerikanske forskergruppe opgjorde derefter prisen på behandlingen pr. patient i de 2 grupper, der fik terapi og piller. Efter en behandlingsperiode på 4 1/2 måned, havde terapien pr. Patient kostet 10.000 kr., imens behandlingen i pille gruppen kun hvad kostet omkring 5.500 kr. pr. patient (halvdelen til piller, og halvdelen til de behandlende læger).

Men i året efter kostede terapigruppen jo ikke flere penge, imens pillebehandlingen (hos den gruppe, der fortsatte på piller i et år) vedblev med at koste udgifter til piller og til læger, og ved slutningen af dette år havde patienter, der fik fortsat pillebehandling, kostet 8.000 kr.  mere pr. patient end patienterne i terapigruppen – på trods af, at der havde været flere tilbagefald i pille- end i terapigruppen.

Denne nye undersøgelse tyder altså på,  at kognitiv terapi for patienter med depression ikke blot er mere effektiv på længere sigt (der kommer færre tilbagefald); den er også billigere på længere sigt, fordi mange deprimerede er nødt til at fortsætte pillebehandlingen – hvis de en gang er begyndt på en sådan behandling – i årevis, måske resten af deres liv, for at undgå nye tilbagefald.

Mens vi er inde på økonomien i forbindelse med depression, kan vi lige til sidst nævne, at det ikke blot drejer sig om de udgifter, der tynger på de offentlige budgetter, hvad enten det drejer sig om betaling for piller og læger eller for psykologisk depressionsbehandling.

En ny amerikansk undersøgelse viser nemlig, at folk med svære psykiske lidelser, herunder depressioner (og angstlidelser) set over en årrække i gennemsnit tjener ca. 35-40 % mindre end mennesker uden psykiske lidelser. Hvis de amerikanske resultater oversættes til danske forhold, betyder det, at mennesker med psykiske lidelser i Danmark, hvert eneste år, tilsammen har et indtægtstab på omkring 30 milliarder kroner!

Derfor mener mange depressions- og angstforskere nu i dag, at det ikke alene er menneskevenligt, men også god samfundsøkonomi, at investere i en hurtigere og mere effektive behandling af psykiske lidelser, end anti-depressionspillerne endnu kan levere.

Kilde: Nyt fra Forskningen, Psykolog Nyt, nr 4, 2009